See Previous Voyage Logs

My second year before the mast ..

Sailmaker and Deckhand Sarah Sjøgreen looks back on her life aboard Soren Larsen over the last year.

Et aar ombord Soren Larsen.

"Jeg har nu veret ombord Brigantinen Soren Larsen der tager gaester der kommer ombord for at faa en anderledes ferie. Jeg arbejder som sejlmager og deckhand ombord. Som deckhand, staar jeg vagt og laere vores gaester om at sejle en raasejler og et leve livet paa et sejlskib.
Livet ombord er paa mange maader anderledes, end det er i land. Jeg har tit svaert ved at forklare det til andre, men det er som om man traeder ind i en anden verden, hvor tiden gaar anderledes. Vi har ikke meget kontakt til omverdenen og det vigtigeste i vores dagligdag, er vejret. Alle ombor arbejder og lever i en enhed, men det er med folk de aldrig har moedt foer, og som de nok aldrig ville have laert at kende, hvis der ikke havde vaeret den faelles interesse for havet. Det vil dog ikke sige at det er de rene soeulke vi for ombord, mange af gaesterne har aldrig sejlet foer.

Jeg paamoensterede paa Rarotonga, Cooks Islands, hvorfra vi sejlede til Tonga, Fiji, Vanuartu, for saa ende i New zealand. Jeg havde ikke hoert meget om de steder, og det var en urolig oplevelse. Nogle steder er praeget af turisme, mens andre steder er saa isoleret at deres kominikation med omverdenen er via de faa baade der kommer til deres oeer. De lever gennem deres haver og husdyr (grise og hoens). Det er en levevis jeg havde svaert ved at forestille mig, men som jeg nu har set, og det er der jeg nok har oplevet de mest venlige mennesker. De er glade saa laenge deres haver og hytter ikke bliver oedelagt af orkaner.

Skibet var i New Zealand i sommeren, og havde en maaned med charters og fra jul havde femdagsture i Heraki Gulf og Bay of Islands. Der var kommet ny besaetning ombord, som brugte tiden der, til at laere skibet at kende, foer vi lagde New Zealand bag os igen. Det foerste stop var Paaskeoeen, men inden da, maatte vi krydse stillehavet. Jeg er vokset op i sejlverdenen, og har hoert et utal af historier om de broelende fyrre. Men vi kom utroligt nemt igennem, og oplevede endda breddegrad 46 i vindstille, rolig soe, med hoej sol. Vi fik dog vores proevelse ikke langt fra Paaskeoeen, hvor vi blev remt af et ekstremt nedtryk, der medfoerte alle mand paa daek og at et sejl blaeste ud.

Det var en oplevelse blot at traede i land, efter fem uger til soes, og saa at traede i land paa Paaskeoeen, gjorde det betemt ikke mindre. Det er en noget speciel oe, med en by, Hanga Roa, hvor sort set hele befolkningen bor, og ellers bakket graesslette med vilde heste og stenstatuer hjaevnt spredt.
Der vrimler med moderne biler, men samtidig staar der toejrede heste over det hele og der kommer ofte en ridene forbi i frisk galop. Naar jeg taenker tilbage er det en utrolig tanke at have vandret omkring mellm de mange statuer, uden taenke specielt over det, da jeg var der.

Pitcairn Island, der er kendt for historien om bounty, var vores naeste stop. Det er en meget isoleret oe, men med en meget gaetfri befolkning, der inviterede os ind i deres hjem, og stolt viste os deres oe, der rummer meget i forhold til sin meget lille stoerelse. Jeg kan stadig undre mig over at nogle nogen sinde kunne faa den ide at bosaette sig paa en saa lille oe, saa langt fra alting.

Derefter begyndte vi paa oesejllads i Marquesas, Tuamotu og Society Island.
Det var tre yderst forskellige oegrupper, men som alle hoere under French polynesia. Marquesas bestod af hoeje regnskovsklaedte oeer, med helt utrolige bjergformationer. Befolkningen er meget ind til kunst, og tatovering har en hel anden betydning der. Det er ligesom vi baere oereringe og halskaeder. Vi gik alle den to timer lange gaatur til et af de hoejeste vandfald i verdenen, via en gammel hellig sti, der stadig bar praeg af sin historie, med ruiner naesten skjul i skovbunden. Vandfaldet var helt utroligt.

Tuamotu, var atoller, der er oer formet i en tynd ring rundt om en lgune.
Det er der man kan finde nogle af de stoerste atoller i verdenen. Vi sejlede ind i lagunerne via smalle aabninger, og laa beskyttede for anker derinde. Oerne er meget flade men daekket af plametraeer. Det er her man ser de typiske postkortbilleder af de tyrkise strande, hytter paa paele ud i vandet (perleframe) og palmetraet paa de lyse strand.

Jeg vil her slutte min beretning, da jeg aldrig rigtig oplevede Society Islands, fordi jeg laa syg. Jeg har nu haft min form for ferie i New Zealand, og er klar til at tage ombord igen. Det bliver sjovt nok paa Rarotonga, ligsom for et aar siden. Jeg ved ikke hvad der har vaeret det bedste, og jeg har stadig mere at se frem til. Men hvad jeg nyder mest ved at vaere ombord Soren Larsen, er livet. Jeg foeler mig heldg at have et arbejde, hvor jeg har den glaede, at laere andre noget, jeg selv elsker saa hoejt – at sejle en raasejler."

Sarah,
July 2006

Soren Larsen will be visiting these destinations again in 2007 -